Holstebro

Flora blev parret med Jørns Zako (Se under Hanhunde til avl) den 26.3. 2021, og om alt går vel, håber vi på hvalpefødsel omkring den 28. maj. Hvalpene kommer til at bo i stuen med udgang til vores lukkede gårdhave. De vil blive passet, socialiseret og elsket af mine døtre og mig, og de vil møde andre hunde, børn i forskellige aldre, støvsugeren, kosten, plæneklipperen, riven, opvaskemaskinen, og hvad et hjem ellers byder på af lyde og oplevelser. Derudover skal vi også på ture i naturen.

Hvalpenes mor, vores skønne Flora Danica, er fra juni 2018 og fik 93 point til mønstring den 19.9.2020. Hun er en fantastisk hund, hvis vi selv skal sige det. Hun er smuk, klog, kærlig, lærenem og lærevillig og den allerbedste hundeven, man kan tænke sig. Hun kan standardkommandoerne udover en masse “for sjov” - og jeg vil sige, at hun kan lære alt, vi ønsker hun skal lære og orker at lære hende. Fx. må hun gerne ligge i sofaen sammen med os, men kun når der er lagt tæppe på. Det ved hun, og hun venter pænt på, at det bliver fundet frem og lagt på plads, før hun hopper op. Et ”nej” bliver som oftest også respekteret , hvis hun skulle være på vej på afveje på en eller anden måde - dog undtaget den dag, hvor hun mødte en hare - men det er en anden historie. :-)

Hun er god til både børn, voksne og andre hunde - og holdt også meget af katten, da vi havde den. Fremmede får lige at vide, med en høj gøen, at hun godt ved, at de er der og ikke hører til, men når de er godkendt af Floras mennesker og selv viser hende åbenhed, er de også snart accepteret, og krammer man som mennesker hinanden, vil hun også være med. :-)

Hun elsker stranden, hvor hun suser afsted med stor fart op og ned af klitterne. Dernæst kommer hundeskoven, hvor hun er ven med alle, der gider lege og løb om kap, og 2 gange om ugen leger hun med sin aller, aller bedste hundeven - en bosnisk gadehund, der er en halv gang større end hende. Ingen over ham som ven - og Flora lader sig ikke kue trods hans størrelse.

 

Så snart man signalerer, at nu er turen uden snor fx i hundeskoven slut, sætter hun sig ned pænt ned og venter på at få snoren på.

 

Til dagligt bor vi i byen, og der trives hun også godt på gaderne, hvor hun har sine faste ruter. Her har hun måske nok en tendens til at trække lidt i snoren, men når hun får kommandoen “gå pænt”, og en godte er i udsigt, har man hende ved sin side endda med god øjenkontakt.

Hun kan sagtens være alene hjemme og er det til hverdag i arbejdstiden, når det ikke lige er Coronatid. Når vi skal ud af døren om morgenen, kender hun tegnene, hvorefter hun fortrækker til første sal og sin hule - un- der sengen, hvor hun elsker at sove.

 

Når de mennesker hun holder af så kommer hjem igen - eller menneskevenner kommer på besøg - mødes vi af en velkomstsang - ikke gøen, men den karakteristiske “hylesnakken” - med tilhørende dans, så ingen er i tvivl om, hvem Flora holder af.

Reservation af hvalp (foreløbig): Skriv mail til h.sommer@mail.dk eller sms 40520425.

Flora.pdf.pdf