Bianca er en nysgerrig, rolig og hengiven hund. Siden vi fik hende sommeren 2018 har hun været en fast del af vores familie (som består af far, mor og 2 store sønner). Bianca tager del i den hverdag, vi lever: hun er med på golfbanen, er med ude at sejle, er med på ferier… og hun ligger ved vores fødder, når vi slapper af på sofaen.
Bianca har et udpræget hyrde-gen, og hun trives bedst, når vi alle er samlet. Når vi går tur, søger hun ofte øjenkontakt – som for at spørge, hvilken vej vi skal gå, og hun aflæser de signaler, vi giver hende som anvisning. Hvis vi går tur hele familien, sørger hun altid for både at have styr på for- og bagtrop. Indimellem nægter hun at gå videre, hvis ikke alle er med os.
På samme måde som Bianca er tillidsfuld og social over for mennesker, er hun det også over for andre hunde. Hun elsker gåture og tumleaftaler sammen med andre hunde. Hun nærmer sig andre hunde med interesse og respekt, og hun afstemmer sig i forhold til, om det er en stor eller lille hund, hun leger med. Hun elsker at løbe frit og kommer altid, når vi kalder. Hun er er både hurtig og adræt, og når hun løber i fuld fart, ligner hun en hvid ulv.
Bianca gør stort set ikke. Men hvis der pludselig kommer en kat, en ræv, eller en (for hende ukendt) arbejdsmand eller lign. ind i vores have, så gør hun og signalerer til os, at der er noget, der ikke er, som det skal være.
Bianca stammer fra en erfaren hunde-familie i Esbjerg, der har haft hvalpe flere gange tidligere. Familien havde begge Biancas forældre – og det var de mest afbalancerede hunde, vi nogensinde har mødt. Bianca var den midterste af 3 hvalpe i sit kuld – ikke den største og mest dominerende, men heller ikke den mindste og mest forsigtige. Vi hentede hende, da hun var 15 uger gammel, hvor det passede med, at vi kom hjem fra sommerferie. På det tidspunkt var Bianca både tryg og selvstændig, hun var renlig og havde lært en masse både af sine afgivende ejere og af sine hunde-forældre (der havde opdraget en del på hende allerede). Bianca var fuldt ud klar til at flytte hjemme fra. Hun hoppede gladeligt ind i vores bil, og har ikke pebet eller virket ked af det en eneste gang.
Som den eneste pige i familien er Bianca vores lille prinsesse… og for øvrigt har hun fødselsdag d. 16. april – samme dag som dronningen
Hvis i ønsker hvalp fra Bianca, så kontakt os på mail: dittegamborg@icloud.com eller telefon 22257044